Olaf Bull: Elvira Fra Nye digte (1913)

En stund over nytaar ventes et bal af den bedste sort, og invitationer sendtes paa blanke og trykte kort. Elvira var ogsaa buden, en rødlig og mager én, med blege og brede læber og underlig tynde ben. Men der var en morshaand hjemme med haab og uendelig tro paa roser og baand og sløifer over Elviras sko. Den lille staar stum og dvæler dybt i en gylden drøm, medens den gamle knæler nedover skjørtets søm.

Saa tar hun sit barn om haken, og lykkelig seiersstærk løfter hun lysestaken over sit hvide værk — Og lysene skjær og strøket over Elviras kind gir hendes blik forøket drømmende sølverskin! * De øvede violiner, de véd det jo godt fra før, hvor underligt sødt det piner at danse „naar elskov dør“ . . . Og alle de unge slægter som glider i glædens sal, de nyder sin rus, og smægter i bævende, ædel kval — —

Men bagerst i balsalonen, forunderligt sky gjemt væk sidder en bleg smaapige, mager, med morens træk — Og øinene, smale og stygge under den røde lugg forfølger fra salens skygge par efter par i smugg. Hun sidder saa taus og stille og vifter sin tynde kind — Den unge og arme lille bilder sig trolig ind, at bare hun stadig smiler og lytter med bøiet hals, tror de vel nok, hun hviler efter sin sidste vals! — — — — —

Slig sidder hun stiv paa stolen og skjælvende, halvt i drøm stryger hun silkekjolen ned over morens søm. Og øinene tør ikke miste deres betagne glans, selv, naar den bruser, den sidste smægtende afskedsdans. Men bare da slutt-akkorden bruste i salen frem, bragte hun stille i orden noget af skjørtets bræm, og over de brede læber, uden et suk eller stønn kom smertens lille linje, som altid er evig skjøn!