Bjørnstjerne Bjørnson: Bergljot (Digte og sange, 1879) (Harald Hårdrådes saga kap. 45 mod slutten lyder: Da Ejnar (Tambarskelves) hustro Bergliot, som sad tilbage i herberget i byen, spurte mandens og sønnens fald, gik hun straks op i kongsgården, hvor bondehæren var, og ophidsede den meget til slag. Men i samme øjeblik rodde kongen ud efter elven. Da sagde Bergliot: "nu savner vi her min frænde Håkon Ivarsøn; ikke skulde Ejnars banemand ro ud efter elven, om Håkon stod her på elvebakken.") Bergliot (i herberget). I dag kong Harald får give ting-fred; ti Ejnar fulgte fem hundred bønder. Ejndride, sønnen, slår vagt om huset, imens den gamle går ind til kongen. Så minnes Harald måske, at Ejnar har tvenne konger i Norge kåret, - og giver fred og forlig på loven; hans løfte var det, og folket længes. - Hvor sanden fyger ned over vejen? og støj der stiger? - Se ud, min sko-svend! - Kanske blot vinden! ti her er vejrhårdt: den åbne fjord og de lave fjælde. Jeg minnes byen ifra min barndom; hid vinden hidser de vrede hunde. - Men støj der tændes af tusen stemmer? og stål den farver med kamprød flamme! Ja, det er skjold-gny! Og se hvad sand-gov: spyd-bølger hvælve om Tambarskelve! Han er i trængsel! - Troløse Harald: lig-ravnen løfter sig af din ting-fred! Kør frem med karmen, jeg må til kampen; nu sidde hjemme, det galdt jo livet! (på vejen.) O, bønder, berg ham, slå kreds omkring ham; Ejndride værg nu din gamle fader! Byg ham en skjold-borg og giv ham buen; ti døden pløjer med Ejnars pile! Og du, Sankt Olav! o, for din søns skyld! giv du ham gagn-ord i Gimles sale! (nærmere.) Flokken de sprænger . . . og kæmper ej længer . . . i bølger de følger hverandre mod elven, hvad er der vel hændt? hvad spår denne skælven, har lykken sig vendt? - hvad er det, hvi stanser nu bøndernes skare? . . . med nedstukne lanser to døde de kranser og Harald får fare? - hvad trængsel der er ved tingstuens port; . . . stille al hær vender sig bort? - hvor er Ejndride! - - Sorgfulde blikke flygter tilside, frygter mit møde . . . så kan jeg vide: de to ere døde! - - - Rum! jeg må se: ja, det er dem! - Kunde det ske? - - Jo, det er dem: Falden er herligste høvding i Norden; Norriges bedste bue brusten. Falden er Ejnar Tambarskelve, sønnen ved side, - Ejndride! Myrdet i mørke han, som var Magnus mer end fader, kong Knud den stores kårede sønne-råd. Falden for snigmord skytten fra Svolder, løven, som sprang over Lyrskog-heden! Slagtet i baghold bøndernes høvding, Trøndernes hæder, Tambarskelve! Hvidhåret, hædret, henslængt for hundene, - sønnen ved side, - Ejndride! Op, op, bondemænd, han er falden; men han, som fældte ham, lever! Kenner I mig ikke? Bergliot, datter af Håkon fra Hjørungavåg; - nu er jeg Tambarskelves enke! Jeg roper på eder, hær-bønder: min gamle husbond er falden. Se, se, her er blod på hans blege hår, eders hoveder kommer det over; ti det bliver koldt uden hævn. Op, op, hærmænd, eders høvding er falden, eders ære, eders fader, eders børns glæde, hele dalens æventyr, hele landets helt, - her er han falden, og I skulle ikke hævne? Myrdet i mørke, i kongens stue, i tingstuen, lovstuen er han myrdet, myrdet af lovens første mand, - o, lyn vil falde fra himlen på landet, hvis det ikke lutres i hævnens lue. Skyd langskibe fra land, Ejnars ni langskibe ligger her, lad dem bære hævnen til Harald! O, stod han her, Håkon Ivarson, stod han her på bakken, min frænde, da fant Ejnars bane ikke fjorden, og eder, fejge, slap jeg bede! O, bønder, hør mig, min husbond er falden, mine tankers højsæde i halvhundred år! Vælted er det, og ved dets højre side vor eneste søn, o, al vor fremtid! Tomt er der nu innen mine to arme; kan jeg vel mere få dem op til bøn? Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden? går jeg bort til de fremmedes steder, - ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen. Men vender jeg mig derhen, - ak, så savner jeg dem selv! Odin i Valhal tør jeg ikke finne; ti ham forlod jeg i min barndom. Men den nye Gud i Gimle? - - Han tog jo alt, jeg havde! Hævn? - Hvem nævner hævn? - Kan hævnen vække mine døde eller dække over mig for kulden? Finnes i den et tilstængt enkesæde eller trøst for en barnløs mor? Gå med eders hævn; lad mig være! Læg ham på karmen, ham og sønnen, kom, vi vil følge dem hjem. Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt, lad ham også tage hævnen; ti den forstår han! Kør langsomt; ti sådan kørte Ejnar altid; - og vi kommer tidsnok hjem. Hundene vil ikke møde med glade hop, men hyle og hænge med halen. Og gårdens hester vil spidse øren, vrinske glade mod stal-døren og vente Ejndrides stemme. Men den lyder ikke længer, ej heller Ejnars skridt i svalen, som ropte ind, at nu måtte alle rejse sig, for nu kom høvdingen! De store stuer vil jeg stænge; folkene vil jeg sende bort; kvæg og hester vil jeg sælge, flytte ud og leve ene. Kør langsomt; ti vi kommer tidsnok hjem.